mandag, november 13, 2006

Stilhed

Shh... Der er helt stille. Den sidste bustur er kørt for i år. OpTour er afsluttet. Den definitive afrunding af OpTour 2006 manifesterede sig med den lidet flatterende NedTour på Lades Kælder i lørdags. Så det er altså slut. Sådan helt slut.

Hvis der i den anledning lige skal samles op på det hele, så kan jeg, efter at have tyget lidt på det og kløet mig i skægget, godt postulere at den månedslange kalas var en succes. 10 spillesteder blev besøgt - langt de fleste med pompt, pragt og en god portion engagerede tilskuere. Enkelte steder ramte vi et sort hul, som i Viborg, hvor en pompøs sceneopsætning og lysshow uden dets lige funklede og bragede igennem for en noget nær tom sal. Det er lærerigt - både for bands og for arrangører. De fleste steder var der dog både svedigt, larmende, festende. Som eksempelvis på Hatten i Randers, hvor spillestedets kapacitet blev udnyttet til dets fulde. Og lidt til. Eller på VEGA, hvor Galskabet fik 400 arme til at gynge simultant.

For tre af OpTours tabere blev det negative vendt til noget positivt, da NedTour rundede projektet af på Lades. I spot og spe blev J.A.N., Ref og Funch udstillet som tabere af kaliber. På den gode måde, selvfølgelig.

Tuborg og MyMusic.dk siger hermed officielt tak for denne gang. Vi glæder os til næste år. Husk at film skal ses i biografen og musik skal høres på nettet. Øh, og på dit lokale spillested.

Mads Just-Olesen
Live-redaktør

Pva. MyMusic.dk

søndag, november 05, 2006

En værdig afslutning

Wow. En værdig afslutning på en spændende, lærerig, og til tider storslået turné. Efter fantastiske aftener i både Von Hatten, Randers og VEGA, København må her følge en lille tak for den overvældende opbakning og gode stemning. Herlige bands og herligt publikum. Jeg håber (og tror) at også andre end OpTOur-crewet har haft gode stunder den sidste tid.

Tak.

What next?!

Hvad pokker skal man nu bruge sine weekender på? Den virkelige verden venter uden for tourbussen.

Mads / MyMusic.dk

fredag, november 03, 2006

OpTour i TV2 Lorry

Så fik OpTouren og dens gæve medlemmer sneget sig i TV2 i gen - denne gang i Lorry, som fik vendt op og ned på kontoret et par timer, men det endte med et fint indslag og en helsides artikel i iByen i Politiken. Dermed er vi klar til Randers i aften og Lille Vega i morgen.

mandag, oktober 16, 2006

OpTour i TV2 Fyn

Så fik vi televiseret Galskabet og vores ærværdige live-redaktør, Mads Just-Olesen, som får points for at stille op i firma-Tshirt på Tv2 Fyn. Tak til redaktør Niklas Bøgh for at anerkende netmusikken og for at nappe historien.

Du kan se klippet her.

tirsdag, oktober 10, 2006

Dokumentation


...og det er hermed bevist, at man på gågaden i Frederikshavn rent faktisk kan erhverve sig intet mindre (eller større) end verdens største pølse.


Og at der er noget helt riv-rav-ruskende galt med tyngdekraften på Backyard i samme nordjyske by. Hvad sker der nordpå?!

Billederne er sendt til kemisk analyse hos Steins Laboratorium. Vi forventer at bekræfte sandheden af disse påstande inden ugen er omme. Indtil da; tag alle fornødne forholdsregler.

Tak.

mandag, oktober 09, 2006

Særheder og kvaliteter

30 koncerter med upcoming bands på kun godt en måned er en ordentlig mundfuld - uanset hvor musikinteresseret og open-minded man er, så kan amatørmusik (som al musik) komme til at hænge dig noget så grufuldt langt ud af halsen, hvis blot du hører det ofte nok. Af samme årsag var det måske nok en dumdristig beslutning at takke ja til at agere MyMusic.dks medsendte/udsendte konferencier ved samtlige af OpTourens koncerter. Jeg har skælvet, ja! Men endnu ikke fortrudt!

De tre bands der af mymusic-brugere, fans og en kompetent musikjury blev erklæret vindere af OpTour 2006, er endnu ikke (på trods af gentagne forsøg) begyndt at irritere en mavesur, musikbidsk anmelder som undertegnede. Tværtom. Selv er jeg en tudepunket indierocker med et kærligt øre for elektronisk musik, og derfor næppe målgruppen for musikleverandørerne Galskabet, Klark eller Baconflex. Hip-Hop har aldrig rigtig sagt mig en pind. Grove i munden og med alt for store armbevægelser. Rock'n'roll er berettiget på musikscenen, men hele den der tendens til langt hår, overskæg, diskante guitarer og soli ude af takt er efter min mening overvurderet. Jeg forstår ikke hypen. Send det til USA. Heller ikke den disco-fikserede electronica er noget der normalt roterer på hjemmebane-pladespilleren, men ikke desto mindre har jeg de sidste fredage stået op (alt for tidligt, men) med et stort smil på læben, med tanken om at skulle tilbringe weekenden med drengene og pigen fra Baconflex, Galskabet og Klark. Og overvære de energiske koncerter.

Jeg tror ikke kun det er musikken, der (på trods af ovennævnte præferencer) tiltaler mig. Hvad vigtigere er, er de særheder og kvaliteter man finder frem til som støttehjul på en Danmarksturné. Som fx når Monsieur Fenger fra Baconflex insisterer på at varme op til koncerten med et glas Noilly Prat vermouth (med oliven, selvfølgelig), en semi-sofistikeret diskussion og et kapers-bær, for blot minutter senere at iklæde sig en hvid heldragt og spille fandenivoldsk discotronica. Eller den gengældte usagte respekt man ser, når rockbandet sympatiserer med hip-hopperen, der (på den Tuborg-betalte tour) ikke kan lide øl, og derfor køber en flaske Bacardi Razz til deling - og dermed lader whiskyen vente. Hvis DET ikke er vilje til samhørighed...
Særheder og kvaliteter er der masser af. Lad de fleste stå usagte. Men bid mærke i, at tre bands fra vidtforskellige baggrunde, i forskellige aldre og genrer, på ganske kort tid kan blive til én djævelsk, musikalsk treenighed.

Måske netop derfor er koncerterne så gode. Og måske netop derfor er genrerne så ligegyldige. Med på OpTouren er ikke et rockband, et hip-hop crew og et electronica act, som det først blev præsenteret. Næh, med på turen er derimod en enkelt og enestående vilje til at præstere vedkommende musik og en unik koncertoplevelse. Hver gang. Det er imponerende. Om musikken så i næste weekend går mig på nerverne, det er ligegyldigt. Man må ofre sig for fællesskabet. Take a bullet for the team. For dette team tager jeg gerne to. Så skyd løs.

Tåhyler

Beklager til drengene - denne post er fremkommet på baggrund af en misforståelse fra undertegnede, der åbenbart var blevet en smule skel-øret, da jeg snakkede med Galskabet første aften - på selve aftenen for offentliggørelsen. Det er endt med en skæv blogpost, der var ment som en understregning af hvilke sære detaljer, der kan blive afgørende i en afstemning. Det endte med at ligne en anklage (der endda involverede AGF), hvilket jo selvfølgelig aldrig var meningen. Beklager overfor Klark, Baconflex og Galskabet. De tre bands er - som enhver der har været inde over OpTouren har måttet sande - møgfortjente vindere, som gør et fremragende stykke arbejde - og det vil også gå op for en fuld Musikcafeen pålørdag. Stig Tøfting vender altid tilbage! som Simpson synger, og lad det altid være så.